DS-holdet måtte nøjes med 1-1 trods fin indsats mod Herlev

Lørdag fyldte Boldklubben 1908 117 år. Men det blev ikke en sejr i fødselsdagsgave for DS-mandskabet, der kæmper for at undgå nedrykning.
Holdet måtte nøjes med 1-1 mod Herlev. Den fjerde kamp i streg uden nederlag - men da tre af kampene er endt uafgjort, er det ikke blevet til det afgørende ryk væk fra sidstepladsen.
Herlev vandt den modsatte kamp for en måneds tid siden med 4-0, og holdet åbnede da også lørdagens kamp bedst med et voldsomt tryk i de første ti minutter.
Men otterne fik styr på formationen og spillede sig ind i kampen.
Praygod Pallangyo fik hjemmeholdets første chance efter et lille kvarter, men afslutningen blev blokeret til hjørnespark. Et par chancer midt i halvlegen til Thomas Tranberg kunne have fortjent en bedre skæbne, men første halvleg sluttede uden mål.
Anden halvleg åbnede med flere gode chancer til begge hold. Først havde Herlev en afslutning i sidenettet, og kort efter blev et skudforsøg fra Max Winther blokeret til hjørne. På det efterfølgende hjørnespark havde Thomas Tranberg en stor mulighed for at skubbe bolden i mål til føring, men han fik ikke ordentligt træf på bolden.
Det var imidlertid et hjørnespark, der skulle bringe otterne foran. Midt i halvlegen sparkede Benjamin Fey en god bold ind i feltet, hvor den slap igennem venner og fjender inden den endte hos Nicklas Olabi, der kunne heade B 1908 i front til stor jubel for hovedparten af de 418 tilskuere.
Nicklas Olabi scorede otternes mål.
Men glæden holdt kort. Der gik bare tre minutter, før Herlevs Christopher Poulsen havde udlignet. En lang bold frem snød det ellers så sikre forsvar, og Poulsen kunne sende bolden ind bag Mads Dalby Bjørn i B 1908-målet.
Otterne havde flere muligheder for at hive sejren hjem, de største til Nicklas Olabi og Gustav Vind Rasmussen, men det lykkedes ikke at score. Og hjemmeholdet var overordentligt heldige med ikke at tabe kampen, da Herlevs Jakob Madsen sendte en gigantisk chance forbi mål i overtiden - kampens sidste spark.
Det sluttede 1-1, og dermed er otternes situation i bunden blevet endnu sværere. Der resterer tre spillerunder, og meget skal gå otternes vej, hvis holdet også skal spille i Danmarksserien efter sommerferien. Men holdet er inde i en god stime, og så længe muligheden eksisterer, skal der kæmpes for det. Det viste holdet også lørdag.
Næste kamp er på lørdag 31. maj ude mod Fredensborg klokken 13.
Inden kampen blev Vigga hyldet og hædret med en spillertrøje med spillernes autografer.
Det var hendes kamp nummer 50 som boldpige på stadion. Tillykke.
KAMPFAKTA
Danmarksserien, kvalifikationsspil, pulje 1
Lørdag 24. maj 2025
B 1908 - Herlev 1-1 (0-0)
1-0 Nicklas Olabi (65)
1-1 Christopher Poulsen (68)
Advarsler: Kasper Wibholm Henriksen, B 1908 (25)
Philip Kjærulff Tietze, B 1908 (52)
Patrick Førsterling, B 1908 (86)
Claes Grube Jensen, B 1908 (89)
Benjamin Fey, B 1908 (90+1)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Lau Porskær, Kasper Wibholm Henriksen (Claes Grube Jensen, 79), Patrick Førsterling, Nicklas Olabi, Max Winther (Christian Sjølander, 86), Nicklas Andersen, Philip Kjærulff Tietze (Gustav Vind Rasmussen, 62), Praygod Pallangyo (Shimal Ado, 62), Thomas Tranberg
Dommer: Albin Mustafi
Tilskuere: 418 i Sundby Idrætspark